Vi i Nye Borgerliges Ungdom mener, at statens vigtigste opgave er at forsvare Danmark og Danmarks interesser. Forsvaret håndhæver Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og er en del af samfundets samlede beredskab. Desværre ser vi en uheldig tendens i Danmark, hvor forsvaret gennem en årrække er blevet prioriteret mindre.

NATO er med til at sikre freden i Europa. Vi er større og stærkere, når vi går sammen med andre nationer, med hvem vi deler fællesinteresser. I NATO er der en klar målsætning om, at man som medlemsland bidrager med minimum 2% af landets bruttonationalprodukt til militæret. Dog er der kun 5 medlemslande, der bidrager med 2% eller derover, og Danmark er ikke et af de 5 lande. I Nye Borgerliges Ungdom mener vi ikke, at vi som land kan kræve, at andre lande skal finansiere Danmarks sikkerhed. USA bidrager med 75% af hele NATO’s forsvar og Danmark bruger kun 1.02% af BNP på militære udgifter. Hvis vi derfor stadig vil være med i NATO og vise de andre lande, at vi tager et seriøst ansvar på dette område, kræver det, at vi begynder og opruste vores militær.

Værnepligt

Da vore grundlovsfædre med et overvældende flertal indførte den almindelige værnepligt, var et af de vægtigste argumenter herfor, at der med de nye borgerlige frihedsrettigheder også måtte følge pligter – herunder en pligt til at forsvare vores land, måtte det blive nødvendigt. I Nye Borgerliges ungdom mener vi, at man som arvtager til en frihed, som generationer før os har kæmpet for, har et ansvar, når det kommer til at give denne frihed videre. Derfor er vi i Nye Borgerliges Ungdom tilhængere af værnepligt.

Værnepligten skal vare mindst ét år og derved give reelle militære færdigheder samt sikre social mobilitet. NBU mener, at alle danske mænd, der har helbredet til det, skal aftjene deres værnepligt så snart det giver mening ift. deres uddannelsesvalg. Værnepligten sikrer disciplin og korpsånd, der er stærkt tiltrængt i et moderne samfund præget af rodløshed og grænseløs individualisme.

Politik til støtte for H.M. Kong Konstantin 2. af Grækenland og dennes ret til sin trone

Huset Glücksborg er Grækenlands kongeslægt og har været det siden 1863, hvor Prins Vilhelm til Danmark blev Georg 1., Konge af Hellenerne. Grækenlands politiske udvikling i det 20. århundrede var tumultarisk, og medførte ulykkeligvis, at kongefamilien måtte flygte fra militærstyret i 1967. Juridisk blev monarkiet afskaffet efter en åbenlyst kontrolleret og ugyldig folkeafstemning, der efter militærjuntaens fald fulgtes op af endnu en farce af en folkeafstemning, hvor H.M. Kong Konstantin end ikke fik lov til at vende tilbage til landet for at tale for genindførelsen af monarkiet – desuden bevirker ulovligheden af den første folkeafstemning, at monarkiet ikke skulle være betragtet som afskaffet, men som stadig i eksistens, frem for at der skulle være tale om en ’genindførelse’ af det.
De historiske forbindelser mellem Danmark og Grækenland og vores kongefamilier taget i betragtning, erklærer NBU hermed vores støtte til D. M. Kong Konstantin 2. og Anne-Marie. Vi mener, at det bør være en del af Danmarks udenrigspolitik, at arbejde for deres genindsættelse som Grækenlands konge og dronning og fortsætte støtten til dem og deres efterkommere.

Holdning til den syriske borgerkrig

Borgerkrigen i Syrien har stået på i snart et årti og har bl.a. medført stor ødelæggelse i landet, tusindvis af internt fordrevne samt flygtninge- og migrantstrømme til omkringliggende lande såvel som Europa.
I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at det var en stor fejl, at Danmark lod sig rive med og sammen med flere andre vestlige lande naivt støttede oprøret mod præsident Assad i troen på, at der var tale om en demokratisk protestbevægelse, der ville forbedre landet, hvis den fik ændringer igennem. I stedet var der, som det ofte er tilfældet i sådanne situationer i Mellemøsten, betydelige islamistiske kræfter i oprørsbevægelsen, og da den greb til våben, var der intet spor af liberal humanisme – i løbet af få år var Al Qaeda den fremmeste oprørsgruppe og landets splittelse og svækkede tilstand gjorde det til et oplagt mål for Islamisk Stat.
Vestens og Danmarks støtte til oprøret, herunder bistandshjælp til grupper, der samarbejder med islamisterne (fx ’de Hvide Hjelme’), har været med til at styrke jihadister, forværre levevilkårene for civile – især religiøse minoriteter som fx kristne – i oprørs-kontrolleret territorium og forlænget borgerkrigen i stedet for, at den blev afsluttet med en sejr til regeringen. Ydermere har Vesten ikke engang opnået nævneværdige resultater med dens støtte. En afslutning på konflikten er nu vanskeligere, da Assad-styret alligevel har genvundet hovedparten af Syrien, men de mange udenlandske interesser i oprøret vanskeliggør landets endelige genforening.
Autoritære regeringer som Assads og Gaddafis, der holder nogenlunde orden på mellemøstlige lande, og som respekterer kristne mindretal, er at foretrække frem for islamistiske jihad-reder, hvor mindretal masseudryddes og hvor årelange borgerkrige ødelægger landene og sender tusinder på flugt. NBU mener derfor, at Danmark bør holde sig fra lignende foretagender i fremtiden og standse al støtte, der stadig måtte finde sted, til oprørerne i Syrien.

Beskyttelse af kristne minoriteter

I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at Danmarks udenrigspolitik siden 00’erne har været undergravende for de kristne mindretal i Mellemøsten. Det er vores holdning, at Danmark aktivt skal arbejde for at støtte og sikre de sårbare kristne i regionen. Eksempelvis ønsker vi at Danmark sender både humanitær og militær støtte til de assyriske kristne i Syrien. Vi ser desuden skeptisk på muslimske demokratier, hvor de kristne trynes af islamister, som er sket i både Irak og Ægypten, hvorfor at vi ikke mener, at det skal være et politisk mål at vælte sekulære diktatorer.

Grønland er ikke en dansk koloni

Grønland har aldrig været en koloni. Statsretligt har det siden slutningen af 900-tallet været først norsk, så dansk-norsk og efter 1814 del af Det danske Rige. I slutningen af 900-tallet blev Grønland beboet af nordboer. Hen mod midten af 1100-tallet trængte inuit ind nordfra og var formentlig medvirkende til, at nordboerne i slutningen af 1400-tallet trak sig tilbage. Landet forblev dog del af det dansk-norske rige. Grønlænderne blev fra første færd behandlet af Danmark-Norge som landsmænd, og det fortsatte med Grønlands overgang til Danmark i 1814. Den nutidige insisteren på at tale om Grønland som en koloni er opstået i 1960’erne som resultat af antiimperialistiske og antikolonialistiske ideer. Uden den falske koloniideologi ville Grønland have fået en sundere og bedre udvikling det sidste halve århundrede. Som fast integreret del af rigsfællesskabet med udstrakt selvstyre kunne man have samlet sig om at opbygge samfundet til gavn for alle i stedet for at bruge kræfter på et identitetspolitisk projekt om selvstændighed og løsrivelse.

Eftersom nordboerne kom til Grønland før inuitterne – altså i vikingetiden, og inuitterne først kom nogle århundreder senere, og i denne forbindelse formentlig fortrængte nordboerne, kan Grønland under ingen omstændigheder være at betragte som en koloni.  Det er en kendsgerning, at det oprindelige folk på Grønland var nordboer, ikke inuitter. Hans Egede drog ikke i 1721 til Grønland for at tage et fremmed område i besiddelse, men for at forkynde kristendom i en gammel del af det dansk-norske rige. Da Danmark og Norge kom i union med hinanden i 1397, blev Grønland også en del af det danske kongerige og har været det siden.

I Nye Borgerliges Ungdom er vi store tilhængere af rigsfællesskabet – og anser det grønlandske folk for at være landsmænd på lige fod med alle andre. Men vi afviser den falske og skadelige idé om Danmark som en hensynsløs erobringsmagt – og insisterer på Danmarks historiske ret til det grønlandske territorium.

Anerkendelse af Taiwan

Danmark fører ligesom langt hovedparten af verdens lande, herunder EU-landene og USA, en ét-Kinapolitik. Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan. Kina stiller som krav til diplomatiske relationer, at landet anerkender Taiwan som værende kinesisk territorium. Vi i NBU anerkender Taiwan som en nation separat fra Kina. Diplomatiske relationer til Taiwan skal derfor etableres, uanset Kinas krav.