Vi i Nye Borgerliges Ungdom mener, at statens vigtigste opgave er at forsvare Danmark og Danmarks interesser. Forsvaret håndhæver Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og er en del af samfundets samlede beredskab. Desværre ser vi en uheldig tendens i Danmark, hvor forsvaret gennem en årrække er blevet prioriteret mindre.

NATO er med til at sikre freden i Europa. Vi er større og stærkere, når vi går sammen med andre nationer, med hvem vi deler fællesinteresser. I NATO er der en klar målsætning om, at man som medlemsland bidrager med minimum 2% af landets bruttonationalprodukt til militæret. Dog er der kun 5 medlemslande, der bidrager med 2% eller derover, og Danmark er ikke et af de 5 lande. I Nye Borgerliges Ungdom mener vi ikke, at vi som land kan kræve, at andre lande skal finansiere Danmarks sikkerhed. USA bidrager med 75% af hele NATO’s forsvar og Danmark bruger kun 1.02% af BNP på militære udgifter. Hvis vi derfor stadig vil være med i NATO og vise de andre lande, at vi tager et seriøst ansvar på dette område, kræver det, at vi begynder og opruste vores militær.

Værnepligt

Da vore grundlovsfædre med et overvældende flertal indførte den almindelige værnepligt, var et af de vægtigste argumenter herfor, at der med de nye borgerlige frihedsrettigheder også måtte følge pligter – herunder en pligt til at forsvare vores land, måtte det blive nødvendigt. I Nye Borgerliges ungdom mener vi, at man som arvtager til en frihed, som generationer før os har kæmpet for, har et ansvar, når det kommer til at give denne frihed videre. Derfor er vi i Nye Borgerliges Ungdom tilhængere af værnepligt.

Værnepligten skal vare mindst ét år og derved give reelle militære færdigheder samt sikre social mobilitet. NBU mener, at alle danske mænd, der har helbredet til det, skal aftjene deres værnepligt så snart det giver mening ift. deres uddannelsesvalg. Værnepligten sikrer disciplin og korpsånd, der er stærkt tiltrængt i et moderne samfund præget af rodløshed og grænseløs individualisme.

Politik til støtte for H.M. Kong Konstantin 2. af Grækenland og dennes ret til sin trone

Huset Glücksborg er Grækenlands kongeslægt og har været det siden 1863, hvor Prins Vilhelm til Danmark blev Georg 1., Konge af Hellenerne. Grækenlands politiske udvikling i det 20. århundrede var tumultarisk, og medførte ulykkeligvis, at kongefamilien måtte flygte fra militærstyret i 1967. Juridisk blev monarkiet afskaffet efter en åbenlyst kontrolleret og ugyldig folkeafstemning, der efter militærjuntaens fald fulgtes op af endnu en farce af en folkeafstemning, hvor H.M. Kong Konstantin end ikke fik lov til at vende tilbage til landet for at tale for genindførelsen af monarkiet – desuden bevirker ulovligheden af den første folkeafstemning, at monarkiet ikke skulle være betragtet som afskaffet, men som stadig i eksistens, frem for at der skulle være tale om en ’genindførelse’ af det.
De historiske forbindelser mellem Danmark og Grækenland og vores kongefamilier taget i betragtning, erklærer NBU hermed vores støtte til D. M. Kong Konstantin 2. og Anne-Marie. Vi mener, at det bør være en del af Danmarks udenrigspolitik, at arbejde for deres genindsættelse som Grækenlands konge og dronning og fortsætte støtten til dem og deres efterkommere.

Holdning til den syriske borgerkrig

Borgerkrigen i Syrien har stået på i snart et årti og har bl.a. medført stor ødelæggelse i landet, tusindvis af internt fordrevne samt flygtninge- og migrantstrømme til omkringliggende lande såvel som Europa.
I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at det var en stor fejl, at Danmark lod sig rive med og sammen med flere andre vestlige lande naivt støttede oprøret mod præsident Assad i troen på, at der var tale om en demokratisk protestbevægelse, der ville forbedre landet, hvis den fik ændringer igennem. I stedet var der, som det ofte er tilfældet i sådanne situationer i Mellemøsten, betydelige islamistiske kræfter i oprørsbevægelsen, og da den greb til våben, var der intet spor af liberal humanisme – i løbet af få år var Al Qaeda den fremmeste oprørsgruppe og landets splittelse og svækkede tilstand gjorde det til et oplagt mål for Islamisk Stat.
Vestens og Danmarks støtte til oprøret, herunder bistandshjælp til grupper, der samarbejder med islamisterne (fx ’de Hvide Hjelme’), har været med til at styrke jihadister, forværre levevilkårene for civile – især religiøse minoriteter som fx kristne – i oprørs-kontrolleret territorium og forlænget borgerkrigen i stedet for, at den blev afsluttet med en sejr til regeringen. Ydermere har Vesten ikke engang opnået nævneværdige resultater med dens støtte. En afslutning på konflikten er nu vanskeligere, da Assad-styret alligevel har genvundet hovedparten af Syrien, men de mange udenlandske interesser i oprøret vanskeliggør landets endelige genforening.
Autoritære regeringer som Assads og Gaddafis, der holder nogenlunde orden på mellemøstlige lande, og som respekterer kristne mindretal, er at foretrække frem for islamistiske jihad-reder, hvor mindretal masseudryddes og hvor årelange borgerkrige ødelægger landene og sender tusinder på flugt. NBU mener derfor, at Danmark bør holde sig fra lignende foretagender i fremtiden og standse al støtte, der stadig måtte finde sted, til oprørerne i Syrien.

Beskyttelse af kristne minoriteter

I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at Danmarks udenrigspolitik siden 00’erne har været undergravende for de kristne mindretal i Mellemøsten. Det er vores holdning, at Danmark aktivt skal arbejde for at støtte og sikre de sårbare kristne i regionen. Eksempelvis ønsker vi at Danmark sender både humanitær og militær støtte til de assyriske kristne i Syrien. Vi ser desuden skeptisk på muslimske demokratier, hvor de kristne trynes af islamister, som er sket i både Irak og Ægypten, hvorfor at vi ikke mener, at det skal være et politisk mål at vælte sekulære diktatorer.

Genetabler diplomatiske relationer med den Shia-muslimske verden

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Nye Borgerliges Ungdom er skeptiske overfor islam og mener, at islam udgør en fundamental trussel mod den vestlige, kristne civilisation. Det gør den dog kun fordi, at sunni islam er blevet en ekspansionistisk og voldelig religion takket være særligt Saudi Arabiens enorme finansiering af radikale imamer. I modsætning hertil har vores konfrontationer med shia islam primært været en konsekvens af den historiske udenrigspolitik vi har ført. Det er også i disse lande, at der bor flest kristne, navnlig i Libanon. Det er derfor vores holdning, at Danmark skal genetablere diplomatiske relationer med de shia-muslimske lande, med det formål at sikre forholdene for de kristne mindretal.