Mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande er markant overrepræsenterede i statistikker over dømte – og ikke mindst i statistikker vedrørende voldsforbrydelser og særlove (våbenloven, loven og euforiserende stoffer og ordensbekendtgørelsen).
I tabel nr. 1 kan man se data over, hvor mange procent af befolkningsgruppen, der det specifikke år er blevet dømt for de pågældende forbrydelser.
I tabel nr. 2 kan man korrigeret for alder se, hvor overrepræsenteret en specifik gruppe er, når det kommer til voldsdømte.
For Libanesiske (statsløse palæstinensere) og Somaliske efterkommere er overrepræsentationen på henholdsvis 6,7 og 5,9 gange. Altså en markant overrepræsentation – der i det hele taget gør sig gældende for gruppen af ikke-vestlige efterkommere.
En interessant pointe er desuden, at indvandrere og efterkommeres kriminalitetsrate ifølge statistikkerne er langt lavere, end den ville være, hvis de blev konfronteret på samme måde som andre. Ikke-vestlige ville med andre ord (med al sandsynlighed) være langt mere kriminelle, hvis ikke de blev udsat for positiv særbehandling af civilsamfundet, der hellere vil acceptere deres adfærd end mærke konsekvenserne af en konfrontation. Hvis danskerne konfronterede indvandrere og efterkommere på samme vis, som vi konfronterer danskere i det offentlige, ville deres kriminalitetsrater være langt værre. Derfor er indvandringens pris højere, end statistikkerne kan fortælle os.
Man kan lave nok så mange statistiske analyser om udviklingen af domfældelser. I sidste ende er de absolutte tal af mennesker, der bliver udsat for vold, så små, at det ikke er det, der udgør de største problemer. Det er i sidste ende ikke den faktiske vold, der gør livet dårligere for de fleste danskere. Det er derimod den evige trussel om, at volden ligger latent, og at man må undgå at fremkalde den.
Kilde: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=34714&sid=indv2021
